Jcd Ux Website Umbraco

29. oktober 2020

UX og brugeroplevelse på dit website

Når det kommer til god UX, findes der et hav af forskellige principper, teorier og værktøjer du kan bruge. De har alle det tilfælles, at de gør, hvad de kan for at opnå det samme: en glad og tilfreds bruger!

 

Mange af de principper der findes låner fra sidemanden og hjælper hinanden i mål.

 

Af Dann Bos, Frontend udvikler hos JCD A/S
Artiklen er oprindeligt bragt på LinkedIN

 

I den her artikel vil jeg gerne præsentere jer for en af værktøjerne, jeg har haft stor glæde af i den store UX-værktøjskasse, og det er Dan Browns 8 Principles of Information Architecture.

Informationsarkitektur er kun én gren på det store UX-træ.

 

Hvad er UX design?

UX omfatter alle aspekter af en brugers interaktion med virksomheden, deres services og produkter.

Oplevelsesstrategi handler om at skabe en holistisk virksomhedsstrategi, hvor både kundens og virksomhedens behov bliver taget i betragtning.

Brugerundersøgelse går ud på at identificere problemer og skabe løsninger. Det kræver undersøgelser og interaktioner med potentielle og eksisterende kunder.

Interaktionsdesign fokuserer på, hvordan brugerne interagerer med produktet, systemet eller services. Her ses der på alle interaktive elementer - for eksempel knapper, formularer, animationer, sideskift mm.

Informationsarkitektur går ud på at organisere informationer og indhold på en meningsfuld, intuitiv og tilgængelig måde.

 

Dan Browns 8 Principles of Information Architecture

Lad mig introducere de 8 principper.

 

Objektets Princip

Det er lige så vigtigt at identificere, hvilket indhold man tager med, som det er at identificere, hvad der sker med indholdet, når brugerne interagerer med det.

For eksempel er en artikel og et billedgalleri to forskellige typer af indhold, der har forskellige funktioner, informationer der interageres med forskelligt med hver deres formål. Her er det ikke optimalt at vise en hel nyhedsartikel i form af billeder på et slideshow - det er ikke en intuitiv måde at formidle informationerne videre til brugerne - medmindre de selvfølgelig lever og ånder for Microsoft PowerPoint.

 

Princippet om valg

I takt med du udsætter brugerne for flere informationer og valgmuligheder, stiger risikoen for, at de overvældes og bliver frustreret eller måske helt giver op - den kognitive indsats nødvendig for høj.

Det handler her om at gøre det så nemt for brugerne som muligt ved ikke at vise flere informationer og valg, end de kan håndtere. Kog det ned eller del det op.

 

Princippet om videregivelse

Princippet om videregivelse går i forlængelse af princippet om valg - det hele jo hænger sammen.

Forhindre kognitiv overbelastning ved kun at vise de nødvendige informationer. Derefter har brugerne selv mulighed for at dykke længere ned og se flere informationer og valgmuligheder - de vil være mere dybdegående og præcise men på samme tid også det som brugerne har forespurgt.

Et eksempel kunne være en hjemmeside, der omhandler madlavning og opskrifter burde ikke vise hele opskrifter på siden deres oversigt over opskrifter. Derimod giver det mening at strukturere siden, sådan at den består af en kasse for hver opskrift, som så indeholder enkelte informationer - de rigtige informationer. Når brugeren så finder den opskrift, de leder efter ved hjælp af de nødvendige mængde informationer (opskrift navn, et billede, eventuelt forberedelses- og tilberedningstid og sværhedsgrad), vælger de selv at de vil se flere informationer ved at klikke ind på opskriften.

 

Princippet med eksempler

Dette princip refererer til psykologien om, hvordan mennesker kategoriserer ting. I sidste ende er vi i stand til at kategorisere begreber ved at oprette en liste med eksempler, der hjælper os med at gruppere forskellige begreber sammen - uanset kriterierne bag denne gruppering.

Et fint og simpelt eksempel på det at vise eksempler på indhold kunne være fra Adidas' "Sport"-menu.

 

Princippet om indgangsdøre

Du kan ikke gå ud fra, at brugerne ankommer på dit site igennem hoveddøren; de kan dumpende ind på, hvilken som helst side fra hvor som helst!

Giv brugerne en fornemmelse af sted, ligegyldigt hvor de "lander" ved at behandle alle sider som en landingsside/forside. Når en ny side oprettes, skulle den kunne besvare spørgsmålene: "Hvor er jeg?", "hvad kan jeg her" og "hvor kan jeg gå hen herfra"?

 

Princippet om flere klassifikationer

Dette princip er udelukkende baseret på at give brugerne enkle måder at finde de informationer, de søger. Her skal du dog huske, at vi alle klassificerer information forskelligt og ikke nødvendigvis finder frem til samme resultat på samme måde.

Det er derfor vigtigt at tilbyde brugerne en række forskellige måder, hvorpå de kan finde de informationer, de søger. Det er dog et paradoksalt princip, da for mange forskellige måder/muligheder vil have en negativ indflydelse (princippet om valg).

Der er mange måder at opfylde dette princip på - for eksempel hvis 3 kammerater har haft diæt og træning på plads i hele vinterperioden, og nu skal de købe nyt tøj:

Kammerat 1: Går ind på bukser.dk, finder søgefeltet og skriver bukser. Her vil kammeraten ankomme direkte ind på en side med en lang række bukser.

Kammerat 2: Surfer også ind på bukser, finder navigationen i toppen af webshoppen (han er vant til, at alle de sider han besøger har navigeringen i toppen - god UX), navigerer igennem kategorien der hedder mænd -> bukser og ender på samme side som kammerat 1.

Kammerat 3: Vælger at bruge sin mobil og bruger Google, der kender ham godt, til at søge på sorte bukser til mænd. Han finder et resultat, der matcher hans behov og lander derefter direkte på detajlevisningen for et par sorte bukser.

Alle 3 kammerater har fået opfyldt samme behov på 3 forskellige måder:

  • den ene brugte intern søgefunktion
  • den anden brugte top-navigationen og måske endda nogle filtre på oversigts-siden
  • den sidste satte søgemaskinen og endte direkte på et produkt

 

Princippet om fokuseret navigation

Hav en strategi og et formål med de menuer/navigationer, der er implementeret på siden; brug forskellige menuer til forskellige typer af informationer og sektioner.

Lad være med at presse det hele op i top navigeringen. Det kan resultere i en navigering uden nogen form for struktur og logik.

 

Princippet om vækst

Sidst men ikke mindst har vi princippet om vækst: antag, at det indhold du har i dag blot er en brøkdel af det indhold, du vil have i morgen. Hav fremtiden i baghovedet når strukturen og indholdet sættes op og hav principperne med undervejs.

 

Af Dann Bos, Frontend udvikler hos JCD A/S

Vil du høre mere om dine IT-muligheder?

Skriv dig op i formularen, så bliver du kontaktet af JCDs specialister hurtigst muligt.

Bliv kontaktet

For at vi kan kontakte dig, er vi nødt til at gemme og behandle dine oplysninger. Du kan altid bede om indsigt i, hvilke data vi opbevarer om dig, ligesom du kan bede om at få dem slettet. Læs vores privatlivspolitik.