Digitalespor Jcd

19. marts 2015

Digitale spor

Der er stor debat om vores digitale spor i øjeblikket.

I vores branche elsker vi jo data - men bidrager gerne med en kort beskrivelse af nogle af de ting, der er til debat.

Du får også et par små fif til at administrere nogle af de spor, du efterlader.

 

Fantastisk eller foruroligende?

Det må være to sider af samme mønt. Som it-virksomhed og som beslutningstagere ude i erhvervslivet kan vi jo på mange måder ikke gøre andet, end at elske al den data, vi kan indsamle.

Den kan bruges til at gøre en virksomhed mere effektiv. Den giver os mulighed for at tage beslutninger baseret på viden i stedet for gætteri, og vi kan bruge den viden i salgs- og marketingprocessen, eller når vi tager beslutninger om nedskæringer, åbningstider og så videre.

Men er vi glade for al den data, når det kommer til os selv som privatpersoner? Én ting er sikkert. Der er generelt et stigende fokus på kryptering, digitale spor og privatliv; og debatten har medført mindre tillid til kommunikation via nettet.

 

Det sker hele tiden

Der er vist ingen, som ikke ved, at vi efterlader spor, når vi bruger vores mobil eller internettet.

Hver eneste dag efterlader vi hober af digitale spor; digitale spor der registreres af både firmaer og af staten. Og måske sker det oftere, end du umiddelbart går og tænker over…

Det sker, når du bruger dit rejsekort, låner bøger på biblioteket eller når du er online på Apps, Google, mail …eller når du sætter ord og billeder på dit liv via Facebook eller Instagram.

Når du kontakter kommunen via nettet, når du opretter medlemskaber, bruger rabat-kort eller viser dine forbrugsmønstre ved at shoppe online. Når du frivilligt oplyser om fritidsinteresser og andre persondata, som for eksempel lokations-data via check in eller når du opdaterer dine faglige kvalifikationer på LinkedIn.

Listen er lang. Vi gør det alle sammen - surfer, køber og bruger digitale tjenester, der kortlægger vores vaner, og efterlader digitale spor på enhver hjemmeside, vi har besøgt.

 

Hvorfor skulle det nu være så farligt

"Jeg har jo ikke noget at skjule", tænker du måske. Næe, det har de færreste sikkert, men debatten opstår, fordi vi jo alle har ting, vi ikke vil dele med alle og enhver.

Alene baseret på mobildata og almindelige tilgængelige oplysninger på nettet, som for eksempel Twitter, blogs og besøg på hjemmesider, er det muligt at samle data nok til at dokumentere dine bevægelser time for time! Digitalt opsyn og kortlægning kan være skræmmende - især fordi oplysningerne kan følge dig resten af livet.

 

Kan vi gøre noget selv?

Det er umuligt at undgå de digitale spor i en moderne verden, og vi har nok ikke lyst til at boykotte alt omkring os. Det virker også usandsynligt, at stoppe med at bruge den uundværlige et-og-alt-mobil eller internettet for den sags skyld.

Rigtig meget indsamling af data gør jo også livet nemmere og smartere. Der er masser af god grund til at udnytte de fantastiske muligheder, vi har i dag. Men der ér nok grund til at tænke sig om, og forsøge at tage styring og ansvar - administrere den offentlige del af vores privatperson …som vi gør det med så meget andet.

 

SMÅ FIF TIL DIG

Beskyt din søgning

Log af Facebook, når du forlader siden? Det forhindrer, at firmaerne bag tjenesterne kan følge dig på nettet og registrere hvilke andre sider, du besøger. Dermed kan de ikke indsamle data for at målrette reklamer direkte til dig. Og dine data kan heller ikke videregives til andre firmaer.

Log af dine tjenester, inden du søger videre på nettet. Du kan undgå en del dataspor ved for eksempel at bruge Firefox til sociale netværk, Explorer når du Googler, og en tredje når du er på netbank.

 

Beskyt din browsing

Hvis du gerne vil værne om dit privatliv; ikke gider have målrettede reklamer, målrettede priser (priser i online shops, der er sat op efter, om du er fattig eller rig) og hvis du ikke har lyst til at dele alt med alle, så behøver det ikke være fordi, du har noget at skjule eller er underlig. Rigtig mange velhavende, kendte eller magtfulde mennesker passer godt på deres privatliv. Det er en menneskeret.

Du kan stoppe firmaer i at følge dig fra side til side ved at slette historik og cookies på din PC. Men det er tidskrævende at gøre hele tiden. I stedet kan du installere værktøjer i din internetbrowser, som blokerer for cookies.

Vær opmærksom på at det kan give problemer - for eksempel i din netbank, fordi de blokerer de cookies, som husker dine adgangskoder. Det kan du ændre manualt, så banken er undtaget. Eller gør som beskrevet ovenfor - brug én browser til netbanken og en anden (med blokering) til at surfe på.

 

Brug sikkerhedssoftware på mobilen

Din SmartPhone er sårbar over for virus og malware og dermed også overfor at blive hacket og overvåget. Der findes sikkerhedssoftware til din smartphone, som du kan tjekke ud, hvis du føler dig udsat.

 

Slet spor på mobilen

Din mobil er nemmere at stjæle end din PC, og det gør den automatisk mere sårbar. Du kan - ligesom på din PC - slette surf-historien i browserens indstillinger. Resetter du ind imellem telefonen til fabrikstilstand, har du sikkerhed for, at alle overflødige informationer slettes med mellemrum. Det kræver selvfølgelig, at du har backup.

Vil du høre mere om dine IT-muligheder?

Skriv dig op i formularen, så bliver du kontaktet af JCDs specialister hurtigst muligt.

Bliv kontaktet

For at vi kan kontakte dig, er vi nødt til at gemme og behandle dine oplysninger. Du kan altid bede om indsigt i, hvilke data vi opbevarer om dig, ligesom du kan bede om at få dem slettet. Læs vores privatlivspolitik.